Når telefonen ringer kl. 05:00 om morgenen ved man bare at det ikke er en samtale man har lyst til at have, og det var også tilfældet i dag hvor beskeden var at en meget nær slægtning var på hospitalet med en meget slem lungebetændelse, og at lægerne havde rådet dem til at indkalde familien, og ikke at gå hjem.

Jeg er i et følelses kaos og kan ikke få det til at hænge sammen, jeg er vred fordi det både mandag og tirsdag lykkedes 2 forskellige vagtlæger at nå frem til konklusionen at det bare var influenza og at det skulle soves væk.
Jeg er bange fordi vi kan miste en person som jeg ikke kan se min families verden uden, og som med en alder på 62 og et meget aktivt liv slet ikke burde være mistelig.
Jeg fornægter at det er farligt og væger mig ved at smide alt hvad jeg har i hænderne for at være på hospitalet.
Jeg vil beskytte mine børn mod frygten, for de er ikke klar til at være bange for at miste.
Jeg vil være sikker på at de og jeg når at sige farvel hvis det er nu, og er skrækslagen for at vi ikke var der.
Jeg venter hvert minut at høre hvad der sker, og er klar til at hente børnene i skolen, men jeg kan slet ikke overskue konsekvenserne, overhovedet ikke overskue konsekvenserne ved ikke at være der eller at være der unødvendigt.

Vi tager afsted, og håber og ber…

Det var ikke den dag jeg havde forestillet mig