Når alt der kan gøres er gjort, og det bare er at vente på at kroppen bekæmper sygdommen, og vinder over sygdommen, ja så er det virkeligt hårdt.

Vi venter på at antibiotika’n får slået de mange bakterier ihjel, og kroppen bliver stærk nok til at klare sig uden hjælp fra maskiner og medicin, men det er så svært at være så hjælpeløs, og at håbe så meget, og frygte så meget..

Her er det at bønnen pludselig kommer frem, det er så mange år siden jeg har bedt til gud at det nærmest føles som noget skamfuldt og pinligt, men det er jo ikke pinligt at elske og det er en styrke at ville give, så jeg ber og vender mig til tanken om at jeg ikke er nær så stærk som jeg troede.

Det er som om en syndflod af tanker og minder igen og igen skyller ind over mig, det var en trøst at det trods alt ikke er mine børn der er syge, som på www.kbhblog.dk/borneafdelingen-hvidovre-hospital jeg tror at syge børn ville kunne få det sidste til at falde fra hinanden. Det er virkeligt svært når læger og hospitaler tager over, og alle andre bare kan vente og be.